Invitér AI ind i klasserummet
Af Kristian Georgsen
Invitér AI ind i klasserummet viser i et letforståeligt sprog, hvordan vi kan bruge AI på en måde, der gavner vores elever – uden at de mister evnen til selv at tænke, skrive og regne. Bogen er skrevet af Kristian Georgsen, der til daglig er lærer på en efterskole for ordblinde elever.
Det er vigtigt, at vi som undervisere og didaktikere forstår, hvad teknologien kan og ikke kan. Vi skal ikke nødvendigvis være eksperter, men vi skal kunne tale med om det. Ligesom dengang vi lærte at bruge smartboard, Aula og digitale læringsplatforme.
AI er nemlig ikke en rigtig lærer. Den har ikke forstand på pædagogik. Den kan ikke se eleven i øjnene. Den kan ikke mærke, hvordan eleven har det. Den kan heller ikke se, om et svar giver mening i forhold til elevens niveau, eller om eleven egentlig forstår svaret. Den kan bare svare. Og det gør den, baseret på gætterier – vel at mærke ofte nogle meget kloge gætterier, men ikke desto mindre gætterier.
Invitér AI ind i klasserummet er skrevet med henblik på, at andre lærere på maksimalt to timer dels får en grundlæggende forståelse for, hvad AI kan, og dels får afprøvet konkrete redskaber – i håbet om, at lærerne både kan og vil inkludere AI i egen undervisning allerede fra på mandag.













