Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse

Af Bjørn Arild Ersland

Om livet i en børnehaveklasse – tid til refleksion

af Lis Pøhler

Der er tale om en to-i-en-bog: Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse er en meget levende, bevægende og indsigtsfuld fortælling om livet i en helt almindelig børnehaveklasse gennem et helt skoleår. Når man vender bogen om dukker Om livet i en børnehaveklasse – tid til refleksion op. Denne del kan understøtte reflekterende samtaler om det liv, der fortælles om i Bogstavernes år, og som børnene oplever i hverdagen.

Bogen er relevant for alle, der har interesse i børnenes hverdag i skolen: lærere, pædagoger, forældre, skoleledelser og andre skolepolitisk engagerede mennesker. Bogen er også relevant for lærer- og pædagogstuderende, som på denne måde får en helt unik mulighed for indblik i den hverdag, som bliver deres fremtidige arbejdsområde.

Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse Forside

Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse

Bjørn Arild Ersland er en forfatter med stor og bred indsigt i begynderundervisning i læsning og – ikke mindst – skrivning. Men det er også en forfatter, som aldrig selv har undervist i grundskolen, og netop derfor besluttede han sig for at være en flue på væggen i en børnehaveklasse gennem et helt skoleår. Han ville være der, hver gang børnene skulle lære et nyt bogstav. Han ville opleve det der forunderlige øjeblik, hvor alfabetet forvandler sig fra at bestå af 29 løse brikker i et puslespil, til brikkerne samles, ideen med bogstaverne åbenbares, og puslespillet udgør et samlet hele.

”Jeg kigger på et liv, som er meget større end bogstaver og nationale læreplaner. Børnene lever. De oplever.”

Lad det være sagt med det samme: Dagligdagen i børnehaveklassen var slet ikke, som Bjørn Arild Ersland havde forestillet sig. Fortællingen afspejler alle de mange indtryk og udfordringer, som de voksne skal håndtere i skolens hverdag.

Nomineret til Kritikerprisen for beste sakprosabok for voksne for året 2024

Begrundelse for nomineringen 
I den løbende debat om børns læsefærdigheder, om skærmbrug og balancen mellem leg og læring i klasseværelset, er der én gruppe, vi hører meget lidt fra: de yngste. Forfatter og professor Bjørn Arild Erslands bog “Første klasse” (svarende til dansk børnehaveklasse, LP) afhjælper denne skævhed. Han har fået lov til at træde ind i de seksåriges hverdag og fulgt en rigtig (anonymiseret) børnehaveklasse gennem det første år med skriveundervisning. Bogstav for bogstav, måned for måned, bevæger Ersland sig med nysgerrighed og alvor sammen med børnene og giver den voksne læser en nuanceret og bevægende feltrapport.

Det er en forrygende rejse fra første skoledag til september, hvor børnene har lært otte bogstaver – O M E N A L S – via forårets kortlægningsprøver for dem, der sakker bagud, og frem mod sommerferien, når skoleåret går på hæld. Både i klasseværelset og i Erslands prosa passer bogstaverne ind i de små og store begivenheder, som præger børnenes liv.

Når forfatteren virkelig lykkes med denne udgivelse, er det ikke kun, fordi han har erkendt, at hverdagen i klasseværelset er “så meget større end bogstaver og nationale læseplaner”, men også fordi det narrative perspektiv ligger så tæt på de seksåriges. I slutningen af læsningen er der ikke megen tvivl om, hvad der synes at være forfatterens vigtigste påmindelse: “Børnene lever. De oplever.”

I sin skildring af et uddrag fra disse dage tilbyder Ersland en stærk læseoplevelse. Samtidig er “Første klasse” et stykke veludformet faglitteratur, der virkelig kan rejse politiske debatter, hvor forældre, politikere og lærere altid risikerer at overdøve børnene.

Om livet i en børnehaveklasse – tid til refleksion

Om livet i børnehaveklassen – tid til refleksion er tænkt som inspiration til reflekterende samtaler netop om alle de mange indtryk og udfordringer, som de voksne skal håndtere i skolens hverdag.

Denne del af bogen er opdelt i syv temaer, som kunne være rammen for sådanne reflekterende samtaler:

• Den første læse- og skriveundervisning
• De voksne i klassen
• Børnene i klassen
• Forældrene i klassen
• Klasseledelse
• Trivsel
• Undervisningsmaterialer.

Der er ikke én løsning og ét svar på alle de problemstillinger, der åbnes op for i Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse. Alt afhænger af dagsformen, rammen og kulturen i den klasse og på den skole, som episoden finder sted i.

”Det drejer sig ikke så meget om, hvad vi gør.
Det drejer sig om, hvordan vi gør det.”

Netop derfor er der brug for tid til refleksion for lærere, pædagoger, forældre, skoleledelser og andre skolepolitisk engagerede mennesker. Bogen er også relevant for lærer- og pædagogstuderende, som på denne måde får en helt unik mulighed for indblik i den hverdag, som bliver deres fremtidige arbejdsområde.

Om forfatterne

Bjørn Arild Ersland (f. 1965) er forfatter og professor i skrivekunst for børn ved Universitetet i Stavanger. Han er desuden leder af NFFO, Norsk faglitterær forfatter- og oversætterforenings forfatterskole – sagprosa for børn og unge. Ersland er især kendt som sagprosaforfatter for børn.

Nogle af Erslands bøger er oversat til dansk. Mest kendt er nok billedbøgerne om Julie (Julie finder en saks, Julie laver en kat, Julie sælger en dreng), som er udgivet i samarbejde med illustratoren Lilian Brøgger.

Forfatterfoto: Tommy Ellingsen

Lis Pøhler er uddannet folkeskolelærer, har arbejdet i folkeskolen i mere end 20 år og har været medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Læsepædagoger siden midten af 1990’erne. Hun har gennem årene skrevet fagbøger til lærere, altid om læseundervisning, skriveundervisning og elever med særlige behov, samt en hel del bøger og undervisningsmaterialer til eleverne. Startede i 2018 Forlaget Pøhler.

Forfatterfoto: Lisbeth Hjort