Beskrivelse
Der er tale om en to-i-en-bog: Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse er en meget levende og indsigtsfuld fortælling om livet i en helt almindelig børnehaveklasse gennem et helt skoleår. Når man vender bogen om dukker Om livet i en børnehaveklasse – tid til refleksion op. Denne del er er skrevet for at understøtte reflekterende samtaler om det liv, som børnene oplever i hverdagen.
Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse
Bjørn Arild Ersland besluttede sig for at være en flue på væggen i en børnehaveklasse gennem et helt skoleår. Han ville være der, hver gang børnene skulle lære et nyt bogstav. Han ville opleve det der forunderlige øjeblik, hvor alfabetet forvandler sig fra at bestå af 29 løse brikker i et puslespil, til brikkerne samles, ideen med bogstaverne åbenbares, og puslespillet udgør et samlet hele. Fortællingen afspejler alle de mange indtryk og udfordringer, som de voksne skal håndtere i skolens hverdag.
Om livet i en børnehaveklasse – tid til refleksion
Der er ikke én løsning og ét svar på alle de problemstillinger, der åbnes op for i Bogstavernes år – om livet i en børnehaveklasse. Alt afhænger af dagsformen, rammen og kulturen i den klasse og på den skole, som episoden finder sted i. Denne del af bogen åbner op for reflekterende samtaler om alle de mange indtryk og udfordringer, som de voksne skal håndtere i skolens hverdag.
Bogen er relevant for alle, der har interesse i børnenes hverdag i skolen: lærere, pædagoger, forældre, skoleledelser og andre skolepolitisk engagerede mennesker. Bogen er også relevant for lærer- og pædagogstuderende, som på denne måde får en helt unik mulighed for indblik i den hverdag, som bliver deres fremtidige arbejdsområde.