Romerriget – myte, magt og mennesker

Af Zella Grøndahl Brink-Nybye
Illustration: Rikke Jensen

Romerriget – myte, magt og mennesker er en fagbog til mellemtrinnet, der giver eleverne et overskueligt og alderssvarende indblik i Romerrigets historie, samfund og kultur. Bogen er skrevet med fokus på forståelse, overblik og faglig progression og kan anvendes både i fælles undervisning og til selvstændig læsning.

Indlevelse i historien

Bogen dækker centrale emner om Romerriget, herunder rigets opståen og udbredelse, magt og styreformer, hverdagsliv, religion, myter og krige. Eleverne møder både historiske begivenheder og fortællinger fra romernes hverdag, og de får indsigt i de forskellige roller i samfundet, fx patriciere, plebejere, slaver, legionærer og gladiatorer. Bogen lægger vægt på at vise, hvordan mennesker levede under forskellige vilkår, og hvordan magt, tro og traditioner prægede livet i det romerske rige.

Sprog tilpasset mellemtrinnet

Teksterne er korte og overskuelige og ledsages af farverige illustrationer og forklarende figurer, som understøtter forståelsen. Faglige begreber forklares løbende, og bogen afsluttes med en ordforklaring, der hjælper eleverne med at opbygge et sikkert fagsprog. Sproget er tilpasset mellemtrinnet og giver mulighed for både fælles læsning, parlæsning og individuel læsning.

Romerriget – myte, magt og mennesker kan anvendes som grundbog i et historisk forløb om antikken, men egner sig også til temaarbejde, projektarbejde og tværfaglige forløb. Bogen kan desuden bruges som opslagsbog, når eleverne arbejder med specifikke emner som romerske guder, hæren, byggeri eller hverdagsliv.

Elevtekster til storylineforløb

Bogen fungerer særligt godt i samspil med En genvej til Romerriget – et storylineforløb til mellemtrinnet, hvor eleverne får den nødvendige faglige viden og begreber. Storylineforløbet giver dem mulighed for at anvende denne viden aktivt i en fælles fortælling. Sammen understøtter de to materialer en undervisning, hvor læsning, faglig fordybelse og kreativt arbejde hænger tæt sammen.

Romerriget – myte, magt og mennesker er en fagligt solid og overskuelig bog, som kan danne grundlag for varieret og meningsfuld undervisning om Romerriget.

Se klip fra den udstilling, som afsluttede storylineforløbet i 4. klasse på Nivå Skole.